- Rus
- Ukr
Völuspá
Источник: Norrœn Fornkvæði, Sophus Bugge, Christiania, P. T. Mallings Forlagsboghandel, 1857. Нормализованый текст.
Under dette Navn citeres Digtet i Codd. af Snorra Edda; alene ved Anførsel af V. 19 (SnE. I, 76) og V. 38. 39 (SnE. I, 200) nævnes det Digt, hvoraf Versene ere tagne, ikke ved Navn i noget Hskr. af SnE.
1[1] „Hljóðs bið ek allar
helgar kindir,
meiri ok minni[2]
mögu Heimdallar;
viltu[3], at ek, Valföðr!
vel framtelja[4]
2 Ek man jötna
ár um borna,
þá er forðum
mik fœdda höfðu;
níu man ek heima,
níu íviði[9],
mjötvið mœran
fyr mold neðan.
3 Ár var alda
þar er Ýmir[10] bygði,
vara sandr né sær
né svalar unnir,
jörð fannsk æva
né upphiminn[11],
gap var ginnunga,
en gras hvergi.
4 Áðr Burs synir
bjöðum[12] um ypðu,
þeir er Miðgarð
mœran skópu;
sól skein sunnan
á salar steina,
þá var grund gróin
grœnum lauki.
5 Sól varp sunnan,
sinni mána,
hendi inni hœgri
um himinjódyr[13];
sól þat ne[14] vissi
hvar hon sali átti,
máni þat ne vissi
hvat hann megins átti,
stjörnur þat ne vissu
hvar þær staði áttu[15].
6 Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginnheilug goð,
ok um þat gættusk[16];
nátt ok niðjum
nöfn um gáfu,
morgin hétu
ok miðjan dag,
undorn ok aptan,
árum at telja.
7 Hittusk æsir
á Iðavelli,
þeir er hörg ok hof
hátimbruðu[17],
afla lögðu,
auð smíðuðu,
tangir skópu
ok tól görðu.
8 Tefldu í túni,
teitir váru,
var þeim vettugis
vant ór gulli;
unz þrjár kvámu
þursa meyjar
ámátkar mjök
ór jötunheimum.
9 Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginnheilug goð,
ok um þat gættusk:
hverr skyldi dverga
drótt um skepja[18]
ór brimi blóðgu
ok ór Bláins leggjum.
10 Þar var Móðsognir
mæztr um orðinn
dverga allra,
en Durinn[19] annarr;
þeir mannlíkun
mörg um görðu
dvergar í jörðu[20],
sem Durinn sagði.
11[21] Nýi, Niði,
Norðri, Suðri,
Austri, Vestri,
Alþjófr, Dvalinn,
Nár ok Náinn,
Nípingr, Dáinn,
Bifurr, Bafurr[22],
Bömburr, Nori[23],
Ánn ok Ánarr,
Óinn, Mjöðvitnir.
12 Veggr ok Gandálfr,
Vindálfr, Þorinn,
Þrár ok Þráinn,
Þekkr, Litr ok Vitr,
Nýr ok Nýráðr,
nú hefi ek dverga,
Reginn ok Ráðsviðr,
rétt um talða.
13 Fili, Kili,
Fundinn, Nali[24],
Hepti, Vili,
Hanarr[25], Svíurr,
Billingr, Brúni[26],
Bildr ok Buri[27],
Frár, Hornbori[28],
Frægr ok Lóni,
Aurvangr, Jari,
Eikinskjaldi.
14 Mál er dverga
í Dvalins liði
ljóna kindum
til Lofars[29] telja,
þeir er sóttu
frá salar steini
Aurvanga[30] sjöt
til Jöruvalla.
15 Þar var Draupnir
ok Dólgþrasir,
Hár, Haugspori,
Hlévangr[31], Glóinn,
Dori, Ori,
Dúfr, Andvari[32],
Skirfir, Virfir,
Skafiðr, Ai.
16 Álfr ok Yngvi,
Eikinskjaldi,
Fjalarr ok Frosti,
Finnr ok Ginnarr[33];
þat man æ uppi,
meðan öld lifir,
langniðja tal
Lofars hafat.
17[34] Unz þrír kvámu
ór því liði
öflgir ok ástkir
æsir at húsi[35],
fundu á landi
lítt megandi
Ask ok Emblu
örlöglausa.
18 Önd þau ne áttu,
óð þau ne höfðu,
lá né læti
né litu góða;
önd gaf Óðinn,
óð gaf Hœnir,
lá gaf Lóðurr[36]
ok litu góða.
19 Ask veit ek standa,
heitir Yggdrasill
hár baðmr, ausinn[37]
hvíta auri;
þaðan koma döggvar
þærs í dala falla;
stendr æ yfir grœnn
Urðar brunni.
20 Þaðan koma meyjar
margs vitandi
þrjár, ór þeim sal[38]
er und þolli stendr;
Urð hétu eina,
aðra Verðandi,
skáru á skíði[39],
Skuld ina þriðju;[40]
þær lög lögðu,
þær líf kuru
alda börnum,
örlög seggja[41].
21 Þat man hon fólkvíg
fyrst í heimi,
er Gullveig
geirum studdu
ok í höll Hárs
hana brendu;
þrysvar brendu
þrysvar borna,
opt, ósjaldan,
þó hon enn lifir.
22[42] Heiði hana hétu,
hvars til húsa kom,
völu velspá,
vitti[43] hon ganda,
seið hon hvars hon kunni,
seið hon hugleikin,[44]
æ var hon angan
illrar brúðar[45].
23 Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginnheilug goð,
ok um þat gættusk:
hvárt skyldu æsir
afráð gjalda,
eða skyldu goðin öll
gildi eiga.
24[46] Fleygði Óðinn
ok í fólk um skaut,
þat var enn fólkvíg
fyrst í heimi;
brotinn var borðveggr
borgar ása,
knáttu vanir vígská[47]
völlu sporna.
25[48] Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginnheilug goð,
ok um þat gættusk:
hverr hefði lopt allt
lævi blandit
eða ætt jötuns
Óðs mey gefna.
26 Þórr einn þar vá[49]
þrunginn móði[50],
hann sjaldan sitr
er hann slíkt um fregn;
á gengust eiðar,
orð ok sœri,
mál öll meginlig
er á meðal fóru.
27[51] Veit hon Heimdallar
hljóð um fólgit
undir heiðvönum
helgum baðmi;
á sér hon ausask
aurgum forsi
af veði Valföðrs.
Vituð ér enn eða hvat?
28[52] Ein sat hon úti,
þá er inn aldni kom
yggjungr ása
ok í augu leit.
Hvers[53] fregnið mik?
hví freistið mín?
alt veit ek, Óðinn!
hvar þú auga falt:
í inum mœra
Mímis[54] brunni;
drekkr mjöð Mímir
morgin hverjan
af veði Valföðrs.
Vituð ér enn eða hvat?
29[55] Valði henni Herföðr
hringa ok men[56],
féspjöll[57] spaklig
ok spáganda[58];
sá hon vítt ok um vítt
of veröld hverja.
30[59] Sá hon valkyrjur
vítt um komnar
görvar at ríða
til Goðþjóðar[60]:
Skuld hélt skildi,
en Skögul önnur,
Gunnr, Hildr, Göndul
ok Geirskögul;
nú eru talðar
nönnur Herjans,
görvar at ríða
grund valkyrjur.[61]
31 Ek sá Baldri,
blóðgum tívur[62],
Óðins barni
örlög fólgin:
stóð um vaxinn
völlum hæri
mjór ok mjök fagr
mistilteinn.
32 Varð af þeim meiði,
er mér[63] sýndisk,
harmflaug hættlig,
Höðr nam skjóta.
Baldrs bróðir
var of borinn snemma,
sá nam Óðins sonr
einnættr vega.[64]
33 Þó hann æva hendr
né höfuð kembði,
áðr á bál um bar
Baldrs andskota.
En Frigg um grét
í Fensölum
vá Valhallar.
Vituð ér enn eða hvat?
34 . . . . . .
. . . . . .
. . . . . .
. . . . . .
Þá kná Vala[65]
vígbönd snúa,
heldr váru harðgör
höpt ór þörmum.[66]
35 Hapt sá hon liggja
undir hvera lundi
lægjarnlíki[67]
Loka áþekkjan[68];
þar sitr Sigyn
þeygi um sínum
ver vel glýjuð.
Vituð ér enn eða hvat?
36[69] Á fellr austan
um eitrdala
söxum ok sverðum[70],
Slíðr heitir sú.
37 Stóð fyr norðan
á Niðavöllum[71]
salr ór gulli
Sindra ættar;
en annarr stóð
á Ókólni[72],
bjórsalr jötuns,
en sá Brímir[73] heitir.
38 Sal sá hon standa
sólu fjarri
Náströndu á,
norðr horfa dyrr;
féllu eitrdropar
inn um ljóra,
sá er undinn salr
orma hryggjum.
39 Sá hon þar vaða
þunga strauma
menn meinsvara
ok morðvarga
ok þanns annars glepr
eyrarúnu;
þar saug Níðhöggr[74]
nái framgengna,
sleit vargr vera.
Vituð ér enn eða hvat?[75]
40 Austr sat in aldna
í Járnviði
ok fœddi þar
Fenris kindir;
verðr af þeim öllum
einna nökkurr
tungls tjúgari
í trolls[76] hami.
41 Fyllisk fjörvi
feigra manna,
rýðr ragna sjöt
rauðum dreyra;
svört[77] verða sólskin
um sumur eptir,
veðr öll válynd.
Vituð ér enn eða hvat?
42 Sat þar á haugi
ok sló hörpu
gýgjar hirðir
glaðr Egðir;
gól um hánum
í gaglviði
fagrrauðr hani,
sá er Fjalarr heitir.
43 Gól um ásum
Gullinkambi,
sá vekr hölða
at Herjaföðrs;
en annarr gelr
fyr jörð neðan
sótrauðr hani
at sölum Heljar.
44[78] Geyr Garmr mjök
fyr Gnípahelli;
festr man slitna,
en freki renna.
Fjöld veit hon frœða,
fram sé ek lengra,
um ragnarök
römm sigtíva.
45 Brœðr munu berjask
ok at bönum verðask,
munu systrungar
sifjum spilla;
hart er í heimi[79],
hórdómr mikill,
skeggjöld, skálmöld,
skildir ’ru klofnir,
vindöld, vargöld,
áðr veröld steypisk;
man engi maðr
öðrum þyrma.
46 Leika Míms synir,
en mjötuðr kyndisk,
at inu gamla[80]
Gjallarhorni;
hátt blæss Heimdallr,
horn er á lopti;
mælir Óðinn
við Míms höfuð.
47 Skelfr Yggdrasils
askr standandi,
ymr it aldna tré,
en jötunn losnar;
hræðask allir
á helvegum,
áðr Surtar þann
sefi of gleypir.
48 Hvat er með ásum?
hvat er með álfum?
gnýr allr jötunheimr,
æsir ’ru á þingi;
stynja dvergar
fyr steindurum
veggbergs vísir.
Vituð ér enn eða hvat?
49[81] Geyr nú Garmr mjök
fyr Gnípahelli;
festr man slitna,
en freki renna.
50 Hrymr ekr austan,
hefisk lind fyrir.
Snýsk jörmungandr
í jötunmóði:
ormr knýr unnir,
en ari hlakkar,
slítr nái niðfölr[82].
Naglfar losnar.
51[83] Kjóll ferr austan,
koma munu Muspells[84]
um lög lýðir,
en Loki stýrir;
fara fíflmegir
með freka allir,
þeim er bróðir
Byleists[85] í för.
52 Surtr ferr sunnan
með sviga lævi[86],
skínn af sverði
sól valtíva.
Grjótbjörg gnata,
en gífr hrata[87];
troða halir helveg,
en himinn klofnar.
53 Þá kemr Hlínar
harmr annarr fram,
er Óðinn ferr
við úlf vega,
en bani Belja
bjartr at Surti;
þar man Friggjar
falla angan[88].
54[89] Geyr nú Garmr mjök
fyr Gnípahelli;
festr man slitna,
en freki renna.
55 Þá kemr inn mikli
mögr Sigföður
Viðarr vega
at valdýri;
lætr hann megi hveðrungs
mund um standa
hjör til hjarta;
þá er hefnt föður.
56[90] Þá kemr inn mœri
mögr Hlóðynjar[91],
gengr Óðins sonr
drepr hann af móði
Miðgarðs véurr;
munu halir allir
heimstöð ryðja;[94]
gengr fet níu
Fjörgynjar burr
neppr[95] frá naðri
níðs ókvíðnum.
57 Sól tér sortna[96],
sígr fold í mar,
hverfa af himni
heiðar stjörnur;
geisar eimi
ok aldrnari[97],
leikr hár hiti
við himin sjálfan.
58 Geyr nú Garmr mjök
fyr Gnípahelli;
festr man slitna,
en freki renna.
59 Sér hon upp koma
öðru sinni
jörð ór œgi
iðjagrœna;
falla forsar,
flýgr örn yfir,
sá er á fjalli
fiska veiðir.
60 Finnask æsir
á Iðavelli
ok um moldþinur
mátkan dœma
ok minnask þar
á megindóma
ok á Fimbultýs
fornar rúnar.
61 Þar munu eptir
undrsamligar
gullnar töflur
í grasi finnask,
þærs í árdaga[98]
áttar höfðu[99].
62[100] Munu ósánir
akrar vaxa,
böls man alls batna,
Baldr man koma;
búa þeir Höðr ok Baldr
Hropts sigtoptir
vel valtívar[101].
Vituð ér enn eða hvat?
63 Þá kná Hœnir
hlut við[102] kjósa
ok burir byggja
brœðra tveggja
vindheim víðan.
Vituð ér enn eða hvat?
64 Sal sér hon standa
sólu fegra
gulli þakðan
á Gimlé[103];
þar skulu dyggvar
dróttir byggja
ok um aldrdaga[104]
ynðis njóta.
65 Þá kemr inn ríki
at regindómi
öflugr ofan,
sá er öllu ræðr[105].
66 Þar kemr inn dimmi
dreki fljúgandi,
naðr fránn neðan
frá Niðafjöllum;
berr sér í fjöðrum
— flýgr völl yfir —
Niðhöggr nái.
Nú man hon sökkvask.“[106]
Примечания:
[1] Om dette Vers jvfr. Excurs.
[2] Komma efter minni M.
[3] Andre vildu, de vilde.
[4] 5. 6. Valföðrs | vél M.; Valföður | vél Rask, K. og fl.
[5] fornspjöll i ét Ord Udgg. Men jvfr. Helg. Hund. I, 36: fornra spialla.
[6] fíra, saa udtales Ordet nu af Islændingenr. Den ældste Form er snarere fira; jvfr. oldeng. firas, fyras, oldsaks. firihô (Gen. pl.), oldtydsk firahim (Dat. pl.), fireô (Gen. pl.). Dog har oldnorsksvíri (~tír, Bárð. s. Snæf. S. 17 Vigf. Udg., ~þrír Bergb. þ. S. 125 Vigf.) lang Vokal, uagtet Ordet paa Oldeng. heder sweora.
[7] er ek M. efter H.
[8] Efter man sætter Brynjolf Snorrason Spørsmaalstegn.
[9] íviðjur M efter H.
[10] Ýmir, saa udtales Navnet nu af Islændinger; kanske opr. med Grimm Ymir af ymja. Eller kan den lange Vokal støttes ved got. iumjô gr. ókhlos?
[11] 5. 6. Jfr. den oldtydske Wessobrunner Bøn, L. 3. 4: ero ni was | noh ûfhimil.
[12] bjöðum Rask, Gisl. efter H; bjóðum K. M.
[13] himinjódyr (Himmelhestedøren), saa synes Ordet at have været forstaat af de gamle Afskrivere, og saaledes læser Br. Snorrason. himinjódýr (Himmelhestedyrene) K. M. Jeg formoder himinjöður af jöðurr d. s. s. jaðarr, = oldeng. eodor (som jöfurr = oldeng. eofor, fjöturr = oldeng. feotor); jvfr. Anm. til Hrafnag. 25, 2. Ellers er denne Ordform bevaret i Mandsnavne tJöðurr. Allerede Petersen har i Nord. Myth. S. 72 Anm. foreslaat himinjaðar.
[14] Eg. og Gisl. skrive né ogsaa i Bet. „non“.
[15] 9. 10. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 67) og Ettm.
[16] Jeg har med Snorrason henført þat til det foregaaende og derfor sat Semikolon efter gættusk.Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 67 f.) formoder, at V. 6 indeholder Brudstykker af to Vers, og at der mellem gættusk og nátt mangler 6 Linjer. Ettm. forkaster Lin. 3. 4.
[17] Efter hátimbruðu indsætter M. efter H afls kostuðu, | alls freistuðu. Disse Linjer ere forkastede af Bergm., Petersen og Snorrason.
[18] drótt um skepja, saa og Rask; drótt of sk., Gisl.; dróttir sk., M.
[19] Durinn eller Dúrinn (jvfr. dúra)?
[20] 5–7. Jeg forstaar disse Linjer saaledes: þeir dvergar um görðu mörg mannlíkun í jörðu. Rask og K. læse: þeir m. | m. um görðu | dverga or jörðu. M.: þar m. | m. um görðusk | dvergar or jörðu.
[21] Vers 11–16 høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 71 f.) og fl. ikke oprindelig til Völuspá.
[22] Báfurr?
[23] Nori eller Nóri?
[24] Nali saa Udgg. Maske Náli eller med Codd. af SnE. Vali.
[25] Hannarr?
[26] Brúni, saa Eg. Neppe af brún, Bryn, men snarere af Adj. brúnn, brun, jvfr. skotsk Brownie og Kuhn zeitschr. f. vgl. sprachf. I, 200, Grimm Myth. S. 414. Bruni Rask M.
[27] Buri, saa Eg. Búri Rask M.
[28] Hornbori forekommer som Mandsnavn paa Kallerup-Stenen i Sjæland (F. Magnusen i danske Vid.-Selsk. hist. philos. Afh. VI, 467); af bera, jvfr. oldeng hornbora, en Hornbærer.
[29] Lofars eller med Gisl. Lófars?
[30] Aurvanga, saa Rask Eg.; aurvanga K. M. Gisl.
[31] Hlévangr eller Hlævangr?
[32] 5. 6. Disse to Linjer, der udelades af alle Udgg., ere her optagne efter Codd. af SnE.
[33] Efter Ginnarr indskyde Udgg. efter Papirafskrr. urigtig følgende Linjer:
Heri, Höggstari
Hljóðólfr, Móinn.
Disse Navne have Papirafskrr. vilkaarlig optaget fra SnE. uden at bemærke, at de kun ere forvanskede Varianter til de allerede i 15, 3. 4 opregnede Navne.
[34] Foran dette Vers er rimelig noget udfaldet; heri har da staat et Ord, hvortil því i L. 2 har sluttet sig. Ikke engang, naar vi stryge V. 11–16, vil því vel kunne vise tilbage til ginnheilug goð i V. 9. Anderledes Scheving i Skand. Lit. Skr. 1810, S. 186.
[35] at húsi er sikkerlig rigtigt. Rask Bergm. og fl. ændre efter Papirafskrr. med urette at súsi. Huset, hvori det første Menneskepar skal bo, er der allerede; ved dette Hus ligge Ask og Embla som to Træer (tveir trémenn, Háv 49, hvilket Vers angaar samme Mythe) paa Stranden eller paa Marken (á landi; velli at, Háv. 49). Jfr. Indledn. til Rígsmál: einhver af ásum, sá er Heimdallr hét, fór ferðar sinnar ok fram með sjóvarströndu nökkurri, kom at einum húsabœ.
[36] Lóðurr. For Vokalen jvfr. Íslendingadrápa V. 1, hvor Navnet danner Helrim med glóða (Gisl. Prøver, S. 553).
[37] 2. 3. Interpunctionen efter Gisl.; Andre sætte Komma efter Yggdrasill, men ikke efter baðmr.
[38] sal, saa Rask og Mannhardt Germ. Myth. S. 542; sæ K. M. Gisl.
[39] Rask og M. sætte ikke Komma efter skíði.
[40] 5–8. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 72 f.) og Mannhardt (Germ. Myth. S. 542); medens derimod Ettm. forkaster L. 9–12.
[41] örlög segja (3 Ps. pl.) K. Lün., jvfr. Mannhardt Germ. Myth. S. 599.
[42] Om dette Vers jvfr. Excurs.
[43] vitti, saa Eg. af vitta, arte magica domare (af vitt); vítti K. M.
[44] 5. 6. seið maa i begge Linjer være samme Ord; jeg har derfor fulgt H, hvorefter seið bliver Verbum. Ved Læsemaaden i R, som Udgg. have fulgt, maa seið i L. 5 tages som Subst., men saaledes han det ikke uden Tvang forstaas i L. 6; desuden kunde H’s Tekst lettere forvanskes til R’s end omvendt. hugleikin maa her tages i activistisk Betydning „med Lyst, med Iver“. seið hon kunni, | seið hon leikin [var] K.; s. h. k., | s. h. leikinn M.
[45] þjóðar K. M.
[46] Rask Bergm. M. sætte med urette L. 1–4 efter L. 5–8
[47] vígská, saa ændret efter Forslag af Eg. for vígspá; jeg har uafhængig af ham formodet det samme. Jfr. Fms. IX, 493: vígskátt vísa ríki.
[48] Foran dette Vers mangler vel, som F. Magnusen (Ældre Edda overs. I, S. 60 f.), Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 83) og Lüning mene, et Stykke hvori der har været sagt noget om den Tildragelse, som gav Anledning til Gudernes Raadslagning.
[49] vá, saa og Gisl. Jfr. Lokas. V. 64: ec veit at þu vegr.
[50] þrunginn móði, som Udgg. have, er vel det rette; dog kunde man og formode þrunginmóði, jvfr.borginmóði og oldeng. bolgenmód.
[51] Om Ordningen af dette Vers jvfr. Excurs.
[52] Om dette Vers se Excurs.
[53] Rask og M. begynde med Hvers et nyt Vers.
[54] Mímis (saa udtales Navnet nu af Islændinger) eller Mimis?
[55] Om dette Vers se Excurs.
[56] Rask betegner, at to Linjer mangle efter men.
[57] fékk spjöll Ettm. og Pfeiffer. Ogsaa jeg tviler paa, at féspjöll er det rette.
[58] spá ganda Rask.
[59] Om dette Vers jvfr. Excurs.
[60] Goðþjóðar forklarer jeg her som ellers af Gotar; Andre goðþjóðar af goð.
[61] 9–12. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 73) og M.; Verset vilde ogsaa vinde derved, at disse Linjer vare borte.
[62] tivor M.
[63] Rask ændrer mér til mjór.
[64] 5–8. og 33, 1–4. forkastes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 69) og M., som mene at disse Linjer feilagtig ere overførte fra Baldrs draumar; men se derimod Br. Snorrason i Ann. f. nord. Oldk. 1847, S. 365 f.
[65] Vala er med Afzelius, Bergm. og Eg. at forstaa som Gen. sg. af Vali, og ikke som Nom. sg. tilvölu, der heder völva (jvfr. Gisl. Oldn. Forml. S. 35).
[66] 5–8. Rask og M. sætte disse Linjer efter V. 35, Bergmann efter áþekkjan; de forkastes af Br. Snorrason (Ann. f. nord. Oldk. 1847, S. 366 f.). Ettmüller sætter dem, ligesom jeg, foran V. 35, men betegner Lacune efter þörmum og ikke foran Þá kná Vala.
[67] lægjarnlíki, saa M. lægjarn líki Rask K.; Eg. tager lægjarn for lægjarnan. Kanske lægjarns líki.
[68] óþekkjan Pfeiffer.
[69] Vers 36–39 indsættes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 84. 89) og fl. mellem Vers 64 og 65; jvfr. SnE. I, 198. 200. Men se derimod J. Aars i Tskr. f. Philol. og Pæd. I, 326–344.
[70] söxum ok sverðum. Jfr. Fas. I, 491: saxi ok með sverði, og Saxo Grammaticus (S. 51 Müll. Udg.): fluvium diversi generis tela rapido volumine detorquentem.
[71] Niðavöllum, saa og Gisl., der dog betegner det som uvist, om Ordet i første Stavelse har i eller í; Niðafjöllum Rask K. M. efter SnE.
[72] Ókólni K. M., af kala kól, som Draupnir af drjúpa draup, Hófvarpnir af verpa varp. Ókolni Rask og Eg., der henviser til kol, kul, Kulde.
[73] Brímir eller Brimir?
[74] Níðhöggr eller Niðhöggr? For det sidste kunde Forbindelsen med Niðafjöll (V. 66) tale, men níðhöggr er og Sværdnavn (SnE. I, 567) og i denne Betydning synes det ialfald alene at kunne forklares af níð.
[75] 7–10. Disse Linjer høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 90) til et eget Vers om Hvergelmir, hvis Begyndelse er tabt.
[76] trolls, dette er den ældste Form; trölls Udgg., hvilken Form allerede lader sig paavise i gammel Tid paa Island.
[77] svört verða, saa og Rask K.; svart var þá M. Gisl. med R.
[78] Man kunde paa Grund af Teksten i H formode, at dette Vers: Geyr – sigtíva skulde sættes fuldstændigt mellem V. 35 og 36 og at de fire første Linjer: Geyr – renna skulde gjentages som stef første Gang mellem V. 39 og 40 og anden Gang her mellem V. 43 og 45. Dog vilde denne Formodning ikke have noget sikkert at støtte sig til, og jeg har derfor her heller fulgt R.
[79] M. interpungerer ikke efter heimi.
[80] gamla, saa og Rask M. Gisl.; galla i R kunde støttes ved SnE. I, 306: galla brú, pontem resonantem.
[81] Disse 4 Linjer skulle efter R og H aabenbart gjentages som stef, og efter den oprindelige Fordeling synes der at skulle være 4 Vers i hvert stefjamál eller mellem hver Gang Stevet forekommer. Dette Forhold lader sig endnu tydelig iagttage i H: I Versene 32–35 have vi ét stefjamál paa 4 Vers. Det næste: V. 37–41 bestaar tilsyneladende af 5 Vers, men Uregelmæssigheden ligger her egentlig blot deri, at Vind ǫlld i Hskr. er skrevet med stor V; V. 37 og 38 bør skrives som ét Vers og vi have da her det andet stefjamál paa 4 Vers. V. 43–46 danne det tredje stefjamál paa 4 Vers. Det sidste stefjamál 48–50 indeholder derimod kun 3 Vers; denne Uregelmæssighed er rimelig opstaat derved, at et Vers om Vidars Kamp med Ulven er glemt; V. 48 og 49 synes nemlig begge væsentlig at handle om Thors og Midgardsormens Kamp.
I R er Forholdet vistnok anderledes; men jeg tror dog, at det lader sig godtgjøre om de fleste Afvigelser, at de grunde sig paa Forvanskninger. Første stefjamál i R indeholder kun 2 Vers: 44–45. Men V. 45 er aabenbart en Sammenføining af 2 Vers (den sidste Halvdel af det andet af disse finde vi i H V. 40: hrædaz – gleypir). Og derefter maa V. 49: Hvat er meþ asom – veggbergs visir v. e. e. h. indskydes, ti denne Plads har det ikke alene i H, men ogsaa i Codd. af SnE. og der, hvor det staar i R, passer det aabenbart ikke, da det der adskiller det ensartede og sammenhørende. Vi have da faat ét stefjamál paa 4 Vers. Videre maa Stevet (geyr – renna) være glemt efter V. 51: Þa cǫmr hlinar – angantyr, ti ikke alene H har det, men Forf. af Gylfaginning synes ogsaa at have kjendt det paa denne Plads; og naar vi nu, efter hvad der ligeforan er bemærket, udskyde V. 49 (Hvat er meþ asom – visir v. e. e. h.), saa have vi det andet stefjamál bestaaende af de 4 Vers 47. 48. 50. 51. Til det tredje stefjamál have vi nu i R kun 3 Vers: 52. 53. 54, men ogsaa denne Afvigelse fra det formodede oprindelige Forhold har rimelig sin Grund i en Forvanskning: V. 53, som bestaar af 12 Linjer, kan nemlig med Sandsynlighed betragtes som opstaat ved Sammensmelting af 2 Vers, saameget mer, som Thors Kamp med Midgardsormen i Hsynes at være behandlet i 2 Vers.
Bergmann (poèmes Isl. p. 218) finder det besynderligt, at de fire Linjer Geyr – renna indsættes som V. 49, efterat det i V. 47 er sagt, at jötunn losnar (jötunn er dog snarere = Loki, end = freki),og fuldstændig meningsløst, at de samme Linjer indsættes som V. 58, efterat det er fortalt, at Jorden er sunken i Havet og at Ulven er dræbt af Vidar. Men Linjerne Geyr – renna bør ikke sættes i Tidsforhold til de nærmeste forudgaaende Vers og hvad deri er fortalt; festr man slitna, en freki renna udsiges af Volven som fremtidigt i Forhold til den Tid, da Völuspá kvædes. Ved denne Opfatning, der ved et Omkvæd er fuldt berettiget, falde Bergmanns Indvendinger bort.
Ogsaa Ettm. har givet de nævnte 4 Linjer som stef, men naar han tilføier dem ved hvert andet Vers, saa er dette uden Støtte i Hskrr.
[82] neffölr Rask K. M. Gisl.
[83] I dette Vers maa der vel stikke flere gamle Feil. Enten i V. 50 eller 51 synes austan at være urigtigt. Jeg tror snarest, at Kjóll ferr austan i V. 51 er feilaktigt for K. f. norðan (Petersen i Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 86 formoder enten i V. 50 eller 51 norðan; Vigfússon i V. 50 vestan).
Videre maa vel Muspells i L. 2 grunde sig paa en Forvanskning, ti Muspells lýðir maa komme fra Muspell, altsaa søndenfra, og kunne ikke skilles fra Surt. Muspells i L. 2 er vel snarest forvansket af Heljar, jvfr. SnE. Loka fylgja allir Heljar sinnar. Disse maa jo dog vel komme fra nord, ti „norðr liggr Helvegr“.
[84] Muspells eller Múspells?
[85] Býleists M. Jeg skriver derimod Byleistr, for Bylheistr af bylr og et Adj. heistr, jvfr. oldeng.hæst (violentus), oht haistêra handî (= oldn. heiptugri hendi); ogsaa Formerne Byleiptr og Byleiftr ere hjemlede; jvfr. heipt og got. haifsts; derimod er Byleipr og Bylleystr uhjemlede og urigtige Former. Skrivemaaden by leipz i R kan ikke alene være tilstrækkelig til at gjendrive min Forklaring. Eller lyder Navnet Bý-leiptr og er beslægtet med leiptr, f. n. Lyn?
[86] sviga lævi, noxa virgarum, af svigi (Eg. lex. 801 b.); jvfr. læ klugrs Fms. VII, 66.
[87] hrata, saa og Gisl.; rata Rask K. M. Denne Form i samme Betydning som hrata er dog ved Stavrimet sikret i Sig. I, 36: ratar gorliga | raþ Sigurdar.
[88] angan er støttet af de fleste Hskrr. og af metriske Grunde; angantýr Rask K. M. Gisl.
Ordet tyr, som i R er tilføiet efter angan, kan mulig være indkommet derved, at tyr i det Hskr., hvorfra R stammer, var skrevet til, og da vel i Margen, af en Mand, som efter angan savnede en Omtale af Kampen mellem Ty og Garm, der i SnE. I, 190 nævnes efter Kampen mellem Fröy og Surt. Afskriveren af R kan tillige have tænkt paa Navnet Angantýr.
[89] Mangler i alle Udgg. Jeg har tilføiet det her efter H. Ogsaa Forf. af Gylfaginning synes at have kjendt det paa denne Plads.
[90] H synes at have to Vers om Thors Kamp med Midgardsormen, og nærværende Vers indeholder da rimelig Brudstykker af to forskjellige. Hauksbók vilde her rimelig give os en fuldstændigere og bedre Tekst, hvis alle dens Ord kunde læses.
[91] Hlóðynjar, saa Udgg.; den første Vokal i Ordet er dog ikke sikker.
[92] orm, saa ændret med Olafsen, Bergm. og fl. for ulf.
[93] 3. 4. udskydes af Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 70) og af M., som ændrer hann i L. 5 til orm.
[94] 7. 8. høre efter Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 70) andensteds hen.
[95] neppr, foroverbøiet; jvfr. ek fer gneppr . . niðr til Surts, Bergbúaþ. Vigf. Udg. S. 127.
[96] tér sortna; jvfr. Helg. Hjörv. V. 40: tiá blǫþa vndir, Brot af Sig. V. 13: hyggia tęþi, og Eg. lex. poët. 817 b.
[97] ok aldrnari, saa og Gisl.; við aldrnára Rask K. M.
[98] ár daga Rask.
[99] Efter höfðu tilføie Rask K. M. med Papirafskrr. følgende Linjer:
fólkvaldr goða
ok Fjölnis kind.
[100] Petersen (Ann. f. nord. Oldk. 1840–41, S. 88) lader dette Vers, og derpaa V. 63, følge umiddelbart efter V. 59; ligesaa Ettm., der dog lader V. 63 følge efter V. 61.
[101] vé valtíva Rask efter Papirafskrr.
[102] hlut við Rask M.; hlaut við K. Scheving; hlautvið, ramum sacrificalem, bacillum divinatorium Eg.; hlutvið, Lodkvisten, Spaastokken, Petersen (Nord. Myth. 398. 407) og Müllenhoff (Allgem. Monatsschr. 1852, S. 321).
[103] á Gimlé. Denne Læsemaade i R er her nødvendig for Versemaalets Skyld. Ogsaa alle de andre Hskrr. skrive Gimle og ikke Gimli. Gimlé er, som jeg tror, for Gimhlé af hlé, Læ. Udgg. skrive á Gimli, og Gisl. betegner, at der er udfaldet et Ord derefter; Rask, Bergm., og Ettm. udfylde á Gimli hám (maatte hede há, jvfr. SnE. I, 78: sá salr...., er Gimle heitir); lettere var det da at omstille Gimli á.
[104] aldr daga Rask.
[105] Efter ræðr tilføie Rask K. M. med Papirafskrr. følgende Linjer:
semr hann dóma
ok sakar leggr,
vésköp setr [Skrevet: veskaup i Afskrr.; Andre: verkaup d. e. verkkaup.]
þau er vera skulu. [Andre: vara munu.]
Jeg ved ikke at anføre slaaende indre Grunde mod disse Linjers Ægthed; men da alt ellers tyder paa, at Papirafskrr. af Völuspá blot grunde sig paa de Pergamenthskrr., vi have, da det videre kan paavises, at Papirafskrr. i Völ. have indskudt uægte Verslinjer (se Anm. til 16, 4), og da de her omhandlede Linjer ialfald kunne være digtede i senere Tid, saa tør vi ikke fæste nogen Lid til deres Ægthed. Jeg antager, at de ere tildigtede for at gjøre Verset 8linjet. Dog er det rimeligt nok, at fire Linjer mangle efter ræðr.
[106] Om denne Linje jvfr. Excurs.